Mirakelfrøet Chia er Martins livsprojekt
Levevis: Et pusterum og morgen-tv lagde spiren til Martin Tofts livsprojekt med Chiafrø - og det vokser på livet løs
Sønderborg: Da Martin Toft, der er opvokset i Sønderborg, for omkring seks år siden havde solgt sin restaurant i Kolding, vidste han ikke helt, hvad der nu skulle ske i hans liv. Der var kommet penge på bogen, men ideerne og inspirationen til et nyt projekt var ikke lige kommet over ham.
- Så lå jeg på sofaen og så Go'morgen Danmark, hvor der blev fortalt om frøet Chia, og hvordan to skefulde rummede dagens ernæringsbehov. Det vækkede min nysgerrighed, fortæller Martin Toft og hørte efterfølgende om frøet igen i et engelsk dokumentar program på tv, hvor indianere i Sydamerika kunne løbe rundt og jage en hel dag på få mængder af frøet.
- Så googlede jeg navnet og fandt på to timer kun omkring otte til ti hjemmesider. Jeg husker det tydeligt - det var den 28. januar 2009. I dag er der tusindvis af sider på nette om Chia. Men den dag fødtes en ide, som jeg ikke kunne lade være med at forfølge.
Grin og hån?
Martin Toft gav sig i lag med at undersøge mere om frøet og meldte ud til familie og venner, at her havde han fundet noget, som han var overbevist om, han skulle beskæftige sig med resten af sit liv.
- Det udløste en del grin og hån, og det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har beskæftiget mig med mange ting, som ikke er blevet til det vilde, erkender Martin med et smil. Men han følte det anderledes med Chia.
Hva' for et frø?
Et par måneder efter var Martin klar til en tur til Argentina, hvor der var en lokal producent af frøene.
- Jeg besøgte stedet og forklarede, at jeg sagtens kunne sælge alt deres Chia i Europa. Den gang var der kun en håndfuld producenter i verden, forklarer Martin.
Vel hjemme igen skulle der rejses kapital til projektet ud over den, som Martin havde fra salget af sin restaurant.
- Kreditbanken var her en uvurderlig hjælp med lån til opstart, tilføjer Martin, men fandt hurtigt ud af, at der var en anden hurdle for forretningen. Frøet skulle godkendes af Fødevarestyrelsen, men her var kendskabet mildest talt begrænset. Martin kunne dog læne sig op ad en tidligere irsk ansøgning i EU-regi og på den måde bane vejen for salget.
Til kamp mod sult
Her snart seks år efter den første googlen efter et frø, kan Martin se sin ide vokse til et livsprojekt med millionindtjening. Men det handler ikke kun om penge, for Martin har også set frøets potentiale til at løse en stor del af verdens sultproplemer. Derfor har han også været fødselshjælper til projekter i blandt andet Ghana, hvor frøet nu bliver dyrket.
- 25.000 mennesker dør af sult hver dag - heraf mange børn, og en milliard mennesker går sultne i seng hver dag. Det her er løsningen på deres problem, hvis frøet udbredes. En hektar med Chia kan ernære næsten 500 mennesker i et år, supplerer Martin, som nu planlægger at grundlægge en fond, hvor 90 procent af udbyttet skal lægges over og hjælpe mod fattigdom.
- Rigdom er ikke kun penge, men også hvad du gør med dit liv, slutter Martin Toft, som i dag også bruger en stor del af sin tid til foredrag rundt i Europa, hvor han fortæller om det lille mirakelfrø.



