Bankmand siger farvel og sætter kurs mod toppen
Farvel: Preben Jensen forlader Kreditbanken om få måneder og har sat sig et nyt mål: Han vil bestige Kilimanjaro.
Sønderborg: Preben Jensen forlader i juni Kreditbanken i Sønderborg. Det betyder dog ikke, at den aktive sønderborger skal sidde hjemme i sofaen med benene oppe. Han sætter kurs mod toppen - toppen af bjerget Kilimanjaro. Der er 5895 meter til toppen.
Der er to grunde til, at Preben Jensen netop har valgt Kilimanjaro. Først og fremmest ligger bjerget i Afrika - Preben Jensen vil gerne besøge den verdensdel - og for det andet går man til toppen, man skal ikke klatre eller bestige bjerget.
Hvornår Afrika besøges, er endnu ikke besluttet. Men det bliver en af de nærmeste år.
Bliver nede
- Skal din hustru så med til toppen af Kilimanjaro?
- Nej, hun er ikke så meget til den slags. Hun dyrker lidt fitness, det er det.
Preben Jensen har altid været fysisk aktiv. Har har ikke tal på de marathonløb, han har tilbagelagt, men det er vist en syv otte stykker.
Det er dog slut med marathon og anden ekstremsport. Den snart 65-årige bankmand nøjes med at løbe 10 til 15 kilometer. I januar 2014 fik han en diskusprolaps og nu har han lært at passe lidt bedre på sig selv.
Nyt kapitel
Preben Jensen skal nu i gang med et nyt kapitel i sit liv. Et liv uden møder, ansvaret for en filial - det er en tid, han går i møde både med glæde og med eftertænksomhed. Han er helt bevidst om, at hans liv fra de ene dag til den anden forandres fuldstændigt.
I maj runder den kendte bankmand 65 år og han har vendt og drejer sin situation og fundet, at det er et rigtigt tidspunkt at stoppe og overlade chefstolen til Leif Clausen, som Preben Jensen har arbejdet sammen med i mange år.
- Jeg har vurderet, at tiden nu er moden, siger Preben Jensen, der understreger, at den fritidsinteresse, som fylder aller mest i hans liv, er de tre børnebørn. Dem glæder manden, der har været Kreditbankens ansigt i Sønderborg gennem 28 år, sig til at få mere tid sammen med.

