Isover-medarbejder fik Den Kongelige Belønningsmedalje
Navne : Kravet er 40 års tro tjeneste i en virksomhed, hvis du skal komme i betragtning til Den Kongelige Belønningsmedalje. Regnar Christensen tog 45 år på Isover. Den 1. november sidste år havde han 45 års jubilæum. Ved årsskiftet gik han så på pension, og nu har han modtaget belønningsmedaljen. Karrieren begyndte som sælger i Aktieselskabet for Kemisk Industri, det som senere blev til Superfos. Her sad han ene mand på kontoret i Vejle i begyndelsen. I firserne overtog det franske selskab Saint Gobain og byggede siden glasulds-fabrikken i Vamdrup.
Regnar Christensen har været lager- og distributionschef, lagerforvalter og inden sin pension var han logistikassistent. Han fik overrakt belønningsmedaljen ved en reception torsdag i sidste uge.
hkr
– Jeg har i alle 45 år været utrolig glad for at komme på arbejde. Det lyder måske lidt underligt. Men sådan har jeg altid haft det. Der har været en helt fantastisk ånd, og jeg har haft mange gode kollegaer, siger Regnar Christensen.
