Sådan laver du nemt et skørt og et slag

kostume: Det er slet ikke så svært at sy et fastelavnskostume.

gør det selv: Har man lyst til selv at prøve kræfter med årets fastelavnskostume, så er her et par gode tip fra Børnehaven Mælkebøtten.

Batman med slag

– Det gælder jo om at gøre det så nemt for sig selv, som muligt. Vil ens dreng være Batman, så skal man finde et par sorte bukser, en sort bluse, som man kan sy det gule logo på, og så få lavet en kappe og maske. En elefanthue er et godt udgangspunkt for masken, mens kappen hurtigt er lavet af et stykke sort stof. Her syr man et stykke elastik i foroven, som enten kan bindes, eller man kan sy en løkke og en knap i. Så er man faktisk ret langt, fortæller pædagog Camilla Louise Dahl Winther.

Tylskørt til prinsessen

Et tylskørt er en god basis for mange udklædninger, blandt andet til et prinsessekostume.

– Her skal man bruge et stykke elastik, som skal passe omkring livet. Sy det sammen og find så tyllet frem. Her klipper man lange strimler tyl, som man lægger dobbelt, så det enkelte stykke kan bindes rundt om elastikken. Man kan f.eks. lave skørtet i to forskellige farver. En anden måde at bruge den her ide på er at lave en krans til hovedet, som vi har gjort til et løvekostume, forklarer Camilla fra Børnehaven Mælkebøtten.