Børn laver selv deres fastelavns-kostumer
eventyr: Prinsesser, superhelte, robotter og mange andre eventyrlige skabninger befolker i øjeblikket Børnehaven Mælkebøtten.
Kreativt : Når man træder ind hos Børnehaven Mælkebøtten, så mødes man i øjeblikket af en mængde eventyrlige figurer. Spiderman, prinsesser, iPad, politibil, sommerfugl og Peter Plys i ministørrelse leger rundt på stuer og gange. Børnene har nemlig allerede deres fastelavnskostumer klar, og de må gerne bruges til at lege i.
Gennem de seneste syv år har medarbejderne i børnehaven hvert år syet kostumer til de 42 børn, og det er blevet en fast og populær tradition hos både børn og voksne.
– Ideen opstod, fordi vi var trætte af at se, at der kun kom prinsesser og Ninja-turtles til fastelavn og at børnene havde de nøjagtig samme kostumer på, fordi det hele var købt, fortæller pædagog Camilla Louise Dahl Winther.
– Så kom vi på, at børnene kunne være med til at lave deres egne kostumer her i børnehaven, og vi er fortsat i så mange år, fordi det er nogle fantastiske uger, hvor børn og voksne har et godt samarbejde om en meget konkret opgave, som munder ud i de flotteste kostumer.
Kostume-modeshow
Børnene starter med at tegne, hvad de kunne tænke sig at være klædt ud som til fastelavn. Som udgangspunkt kan de vælge kostumer i kategorierne prinsesse, superhelt eller papkasse. Det er så børnene ønsker, som pædagogerne efter bedste evne forsøger at omsætte til virkelighed ud af materialer, som forældrene tager med.
– Selvom mange piger vil være prinsesse, så bliver alle kostumerne individuelle, for det enkelte barn er med i hele processen til at bestemme, præcis hvordan udklædningen skal se ud, forklarer Camilla Louise Dahl Winther.
Hun sidder foran symaskinen i mange timer i januar, og der er hele tiden gang i flere kostumer. Så snart et kostume er klar, må barnet bruge det i børnehaven.
Inden fastelavn bliver der holdt modeshow, så forældre og søskende kan se de mange flotte kreationer. I år holdes showet onsdag 4. februar og derefter må barnet tage sit kostume med hjem.


