Taxa-app er nu også i Kolding

4x35: Taxa-selskab indfører nu online-bestilling med mulighed for at praje en taxa via en app.

KOLDING: Biografen har det, fastfood-kæderne har det og efterhånden er der ikke det, man ikke kan bestille online eller via en app på ens smartphone - og nu har taxa det også. For fremtiden behøver borgere i Kolding ikke bestille en taxa ved at ringe til et kundecenter.

Nu kan de via en app få fat i taxaselskabet Taxa 4x35 og bestille en taxa. Dermed følger Kolding i halen på stort set enhver europæisk storby - og iøvrigt resten af Jylland, hvor man med Taxa Jylland App kan både bestille en taxa samt følge ens deres bestillingsstatus, følge bilen på kortet og køre på konto.

Stor succes

I København tilbyder man med stor succes en lignende app.

Den er downloadet mere end 150.000 gange og står for ca. 50.000 månedlige ture.

– Her i Kolding er det vores ønske og mål, at den nye app skal gøre lige så meget nytte, som den gør for de københavnske kunder. Den er nem at bruge, indeholder de features, kunderne ønsker, og så er den altid lige ved hånden og klar til hurtig bestilling, fortæller direktør i taxaselskabet Taxa 4x35, Jacob Gulmann i en pressemeddelelse fra selskabet.

– Som taxiselskab er man ikke mere effektiv end sine it-systemer. Derfor er vi rigtigt glade for, at bestillingssystemet i Kolding nu er opdateret og klar til at gøre hverdagen nemmere for både vores kunder, kundecenter og chauffører, siger direktør Jacob Gulmann.