KIF slæbte sig videre i Champions League

HÅNDBOLD: Med en alt andet end overbevisende sejr på 34-33 over svenske Allingsås fik KIF Kolding København sikret sig den attraktive andenplads i Champions League-gruppen.

KIF: Det var alt andet end overbevisende, da KIF Kolding København søndag i TreFor Arena sikrede sig den fornemme andenplads i Champions League-gruppen med en sejr på 34-33 over Allingsås.

Alarmerende var det i den grad, at det svenske hold fulgte KIF til dørs og kunne have endt med at spænde ben for den andenplads, som alt andet lige skulle skaffe det danske mandskab en nemmere modstander i ottendedels-finalerne. Alarmerende var også, at svenskerne på KIF-hjemmebanen kunne score 33 mål i en kamp, hvor de to målmænd, Kasper Hvidt og Marcus Cleverly, slet ikke fik fat i nogle af boldene. Og endnu en gang viste midterforsvaret med Lars Jørgensen og Torsten Laen, at det endnu mangler at vise sin store klasse her i 2015.

Stærkere Kim Andersson

Positivt var det derimod, at bagkæden med 34 scoringer trådte i karakter. For Gud ved hvilken gang var det Bo Spellerberg med otte scoringer, der endnu en gang trak det store læs, men også Lukas Karlsson med fire scoringer og Kim Andersson med seks træffere bidrog med troen om, at KIF har et langt stærkere mandskab, end søndagens kamp antyder.

En skarpere Lasse Boesen og en Lasse Andersson, der snart kan vende tilbage til holdet, vil i den grad toppe bagkædens muligheder for at spille op mod de allerstærkeste. isæt fordi også Kim Anderssons indsats viste, at der sandsynligvis er endnu mere at hente i hans spil, når skulderen får det endnu bedre.

Foretrækker måske Rhein-Neckar

Bo Spellerberg havde blandede følelser efter kampen, da han blev interviewet af kif.dk:

- Sejren betyder selvfølgelig, at vi får et bedre udgangspunkt videre i turneringen. Men det er klart, at vi ikke kan bruge det til noget, hvis vi spiller, som vi gør i dag. Vi smider en hel del bolde væk, så angrebsspillet er ikke optimalt. Samtidig står vi skidt i forsvaret, også kommer redningerne også til at mangle, sagde Bo Spellerberg til kif.dk.

I ottendedelsfinalen har KIF mulighed for at møde enten Zagreb, Rhein-Necker eller Dunkerque.

- Hvis Rhein-Neckar er uden Guardiola og Myrhol, så vil de være at foretrække. Men er de med, så vil jeg hellere have en af de to andre hold, sagde Bo Spellerberg til kif.dk