• 
  Finn Juhl suiten på Koldingfjord Hotel står klar til de første gæster på mandag.

Koldingfjord: Kolding Ugeavis og Hotel Koldingfjord har fundet vinderne af den første overnatning i hotellets to nye eksklusive designersuiter, som er indrettet med møbler designet af henholdsvis Hans J. Wegner og Finn Juhl.

Ugeavisen har modtaget mere end 50 sjove, spændende og rørende beretninger fra læserne om deres mest minderige hotelovernatninger. De to bedste fortællinger kom fra Lise Frølund og Line Franzen, som nu kan se frem til at overnatte i de to designersuiter som de allerførste.

Lises historie

Lise Frølund fortæller:

Som nyuddannet lærer bosatte jeg mig i 1969 i Mexico City, hvor jeg tjente til dagen og vejen ved løs undervisning i dansk og engelsk. Efter knapt to år besluttede jeg mig for at rejse hjem igen, men ville inden da en tur ned i Sydamerika. Jeg spinkede og sparede. Det blev til en god måned i Colombia, og på vej tilbage derfra stod jeg i Panama med netop nok penge til den direkte bus Panama City – Mexico City og til lidt mad de få dage, denne bustur ville tage.

Da vi første aften ankom til Mangua i Nicaragua, kørte bussen ind i en stor terminal, og chaufføren bad os passagerer om at forlade den. Da alle grænserne var lukket om natten, ville bussen først køre videre næste morgen. De tilbragte altid nætterne i hovedstæderne undervejs, frem for at holde i kø ved grænsen, indtil den åbnede.

Jeg fremlagde min pengesituation for chaufføren og spurgte, om jeg måtte overnatte i bussen. Det sagde han ja til. Han kom endda med en kop kaffe til mig, før han låste bussen af med mig alene inden i. I Honduras var der ikke langt fra den ene grænseovergang til den næste. De blev passeret næste dag og natte-stoppet var i El Salvadors hovedstad San Salvador. Her lod samme chauffør mig igen sove i bussen. Det daglig madbudget var nu indskrænket betragteligt, og hotel var der slet ikke til.

Om morgenen i San Salvador blev jeg vækket af en ny chauffør. Han skulle køre turen videre og var meget sur over at finde mig der inde i bussen, så der var ingen kære mor, da vi først på aftenen ankom til San José i Costa Rica. Nej, jeg kunne bestemt ikke sove i bussen, og hvor jeg skulle sove, havde han ingen mening om. At vandre rundt i byen hele natten eller at lægge mig på en bænk eller i en park, vidste jeg, var en dårlig løsning.

På en af mine mange bus-ture i den del af verden havde jeg fået fortalt, at stod man en nat helt uden penge, kunne man altid få lov at sove i detentionen, så jeg spurgte mig frem til politistationen. Her blev jeg venligt modtaget, men vantroen steg, som jeg forklarede mit ærinde. En af betjentene tog telefonen og ringede op. Kort efter rakte han mig røret. En irriteret spansk stemme gled snart over i min egen nordsjællandske dialekt. Han viste sig at være den derboende danske konsul. Knapt var samtalen afsluttet, før en taxa ankom med fem amerikanske dollars. De rakte til et hotel den nat og til et den næste i Guatemala City. Mine eneste sovekammerater var nogle få, men aktive lopper og sjældent har en seng føltes så god.

Vel tilbage i Mexico City fik jeg en venlig anmodning fra den danske ambassade, om jeg ville betale de fem dollars, så de kunne returneres til konsulen.

Lines historie

Line Franzen fortæller:

Jeg var i Italien med min kæreste. Vi havde kendt hinanden et par måneder. Vi tog ind til Venedig for at få en enkelt overnatning, for at opleve det ægte Venedig. Vi fandt et hotel og spurgte til en enkelt overnatning. Receptionisten kiggede på os og kunne se, at det skulle være noget særligt. Han tog os med ud af hotellets bagdør. Ned ad små smalle stræder. Over broer. Langs kanaler. Under viadukter. Gennem porte. Ad smalle brolagte gader. Over åbne pladser og over endnu flere kanaler. Endelig stod han ved en dør. Undseelig. Låste sig ind og vinkede os med. En lang smal trappe førte os op i 2. sals højde og for enden af gangen var døren til et værelse. ”Welcome” sagde han, og åbnede døren til et smukt stort lyst værelse med silketapeter på væggene, store franske døre med lange gardiner og smedejernsgitre der skærmede mod kanalen der løb forbi husets murer.

Vi accepterede suiten og indkvarterede os, inden vi gik ud for at opleve smukke Venedig. Vi havde en fantastisk dag, og vi sluttede den af på en lille italiensk restaurant, hvorefter vi begav os hjem mod vores suite. Værelsets hjerte var den store seng med store tunge silkegardiner ved hovedgærdet, og vi følte os som konger, da vi lagde os dér. Men så skete der noget. Jeg fik vejrtrækningsproblemer og måtte have luft. Jeg åbnede de store døre ud til kanalen, og satte mig på det lille repos, imens jeg hev efter vejret. Jeg var utilpas og ængstelig og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Men min kæreste viste sig som en fantastisk mand, der passede på mig, og imens jeg var bange viste han stort ro og overskud. Mens han sad der og holdt om mig, midt om natten i Venedig, der vidste jeg, at han var den mand, jeg ville gifte mig med.

Tre år senere blev vi gift. Et skønt bryllup i Tivoli, og en skøn fest i vores have i Kolding med vores familie og alle vores venner. Vi havde booket suiten på Hotel Koldingfjord, men vores lille søn som var med til festen var ængstelig, og det endte med, at vi måtte aflyse bryllupsnatten og at jeg lagde mig med vores lille søn indtil han sov. Vi fik aldrig vores bryllupsnat på Hotel Koldingfjord, men har drømt om den lige siden. Det er fem år siden, vi blev gift, og jeg har mange gange drømt om en nat på Kolding Fjord. Min mand ved ikke, at det var den nat i Venedig, at jeg besluttede mig for at det skulle være ham og jeg for altid. Måske er det på tide, jeg får ham det fortalt.