Kolding Storcenter får fint besøg

Rynkeby: Kagedyst med Blomsterberg, Pharfar og Starwars-figurerne til støtteweekend.

KOLDING: I weekenden den 28. februar - 1. marts sætter Kolding Storcenter alle sejl til et stort indsamlingsshow til fordel for Team Rynkeby og Børnecancerfonden. Danmarks ukronede kagedronning Mette Blomsterberg inviterer til kagedyst, mens den storhittende musiker Pharfar står for den musikalske underholdning.

Team Rynkeby slog sidste år alle rekorder, da velgørenhedscykelholdet overrakte den største check til Børnecancerfonden nogensinde. Nu er der mulighed for at være med til at overgå sidste års flotte resultat, når Kolding Storcenter inviterer til en weekend spækket med underholdende musik og kagekonkurrence til fordel for cykelholdet. Har du en konditor i maven, og kan du stille et hold på fire personer, er der mulighed for at deltage i konkurrencen om den perfekte lagkagedekoration sammen med hele Danmarks kagedronning Mette Blomsterberg. Alle kager sælges efterfølgende til støtte for Børnecancerfonden.

Lørdag den 28. februar er underholdningen leveret af den storhittende musiker Pharfar. Foruden Pharfar er der også mulighed for at lytte til tonerne fra tre talentfulde upcoming bands.

Fredag den 27. februar er der besøg fra det ydre rum, når de populære karakterer fra Starwars kigger forbi Kolding Storcenter. Her kan man få taget et billede sammen med sin yndlingsfigur, hvis man donerer en mønt til Børnecancerfonden.