Rimeligt at TREFORS prisstigninger kan begrundes?
Knud Erik Langhoffs indlæg om TREFOR sponsorat i Ugeavisen 18. februar får mig til at spørge: Enhedsprisen på fjernvarme steg fra 4. kvartal 2013 til 2014 med 30 procent jævnfør årsopgørelser. TREFORs forklaring - der manglede penge i kassen.
Enhedsprisen er pr. 1. januar 2015 nedsat med 10 procent, så der blev en reel stigning tilbage til forbrugerne på 20 procent. Hvorfor, hvad begrunder en stigning i den størrelsesorden?
Jeg har forsøgt at få en forklaring på indholdet i de enkelte reguleringsfaktorer, der kunne begrunde en 20 procents stigning hos TREFOR VARME, men får blot følgende svar fra varmeforsyningschefen:
"Med henvisning til din mail af 2. februar 2015, hvori du efterlyser yderligere oplysninger i form af regneark mv. må vi desværre meddele, at vi ikke kan imødekomme et sådant ønske. Jf. varmeforsyningsloven anmelder vi løbende budgetter, regnskaber og priseftervisninger til Energitilsynet, hvorved du som forbruger har sikkerhed for, at prisfastsættelsen er korrekt og lever op til intentionerne i Varmeforsyningsloven. Såfremt du har spørgsmål til Energitilsynet desangående, kan tilsynet kontaktes på nedennævnte adresse ....".
Indholdet i anmeldelserne, som jeg er blevet tilsendt, er blot nogle summariske tal og intet bevis på faktiske forhold. Nu er prisstigningen på de 20 procent jo sket i din periode som bestyrelsesmedlem Knud Erik Langhoff, så du vil vel kunne forklare stigningen for os forbrugere?