Benny Påske bygger modelfly
Hobby: For Benny Påske er det at bygge modelfly mere end blot en hobby. Han har bygget flere end 300 modelfly.
Ølgod: Benny Påske har en stor passion for flyvemaskiner. Han har brugt meget tid i Billund Lufthavn, og grundet faderens arbejde som tolder var han ofte med i lufthavnen for at se de store fly.
Som en lille knægt – og stå der ved siden af flyene, det var fascinerende. En del af Bennys fascination ved flyene er, at flyselskaberne bruger millioner og atter millioner på at gøre fly til noget, hvor man siger ”wau – det har vi aldrig set før”. Fascinationen for fly fik ham i gang med at bygge modeller – han har en samling på knap 300 fly, som alle er håndbyggede.
Også lastbiler
Ved siden af flyene bygger Benny også model-lastbiler. Han går ikke på udstillinger med sine værker, men han vil rigtig gerne vise dem frem hjemme hos sig selv. Han arbejder ved tre arbejdsborde og har altid gang i flere forskellige projekter på en gang.
Suset af fly, der letter
Modelflyene købes som samlesæt, men Benny maler dem selv op. Modelflyene udvikler sig lige så meget som rigtige fly. Han ser de nye fly, som kommer om fem til ti år i blade, og så bygger og maler han dem. Ud over inspiration fra blade får Benny masser af inspiration fra virkelige oplevelser. Han og en kammerat tager ofte til Billund og Københavns lufthavne for at mærke suset af et fly, der stiger til vejrs. Når han så ser et nyt fly, skal han hjem og bygge det.
Dyr hobby
Gennemsnitsprisen for et modelfly er 350 kroner, så det er en relativ dyr hobby. Derfor er Benny nødt til at tænke lidt på økonomien og handle der, hvor han får mest for pengene. Af den årsag køber han som regel modellerne hjem via nettet fra Polen.
Flyene er terapi
Benny Påske er pensionist. Han blev pensioneret allerede som 25-årig, da nogle ødelagte blodkar i hjernen bevirker, at han tit har fantomsmerter ud i højre side af kroppen. Arbejdet med at bygge modelfly er terapi for ham. Når smerterne er værst i højre side, kigger han efter nye fly på nettet eller i blade, som han kan arbejde med. Arbejdet ved computeren med at finde de nye emner og senere at bygge flyene kan få ham til at glemme smerterne.
Flyskræk
Ud over fantomsmerterne har de ødelagte blodkar også gjort ham blind på det højre øje for et år siden. Det gør arbejdet med modellerne væsentligt vanskeligere. Benny synes, det er sjovt at arbejde i værkstedet, men han kan også lukke døren til det og lave noget helt andet. Ud over at bygge modeller nyder han livet og værner om vennerne.
Trods sin store fascination af flyvemaskiner havde Benny sin første flyvetur for blot otte år siden, for modelbyggeren led nemlig af flyskræk. Som barn oplevede han et kæmpe fly stå ved siden af den gamle terminal i lufthavnen i Billund. Det så MEGET stort og voldsomt ud, og den oplevelse tog det mange år at slippe af med. Med turen til Kreta har han nu overvundet sin flyskræk og ønsker kun at komme ud at flyve igen og gerne endnu længere væk.
Drømmen om Amerika
Bennys største drøm er at komme til USA og opleve de store fly, som er derovre, samt at opleve de store fly-kirkegårde, hvor de store maskiner bare står og syner hen.
Han vil også meget gerne opleve forskernes arbejde med flysikkerhed, samt teknikernes arbejde med at efterforske, hvad der er gået galt i et flystyrt. For det er jo en anden vinkel på mange af Bennys fly – de bærer på en tragisk historie. En del af Bennys fly har i virkelighedens verden været skyld i mange menneskers død, da de styrtede ned. Det er måske den del af arbejdet med modelflyene, der betyder mest for Benny, historierne bag dem.


