Kursister bankede sig gennem weekenden
Terapi. 22 kursister lærte forrige weekend at "banke" forskellige psykiske og fysiske ubehag væk.
Ølgod: 18 kvinder og fire mænd kom forrige weekend fra hele landet til Ølgod, for at deltage i et grundkursus om tankefeltterapi. Kurset foregik i Ølgod Sundhedshus.
Tankefeltterapi er en metode til at lindre og ofte kurere psykiske og fysiske ubehag. Det sker ved at stimulere kroppens meridianpunkter med en let banken. Østens viden om kroppens energisystem kombineres med vestens psykologiske samtaleterapi, og det forløser traumer, fobier, afhængighed, smerter og meget andet – siger dem, der udøver denne form for terapi.
– Lars Mygind underviste med sin store faglighed og på sin sædvanlige humoristeiske og afslappede facon. Udover at lære og øve teknikkerne fik flere kursister forløst nogle traumer og afhængigheder, fortæller Anette Strandgaard, der arrangerede kurset.
En af deltagerne var 15-årige Hannah Eileen fra Farsø i Himmerland.
– Jeg har lært mange unikke teknikker at kende, som jeg kan bruge både på mig selv og andre. Efter min mening er tankefeltterapi den mest effektive måde til at slippe af med traumer og forbier på. Jeg har aldrig oplevet, at jeg fik løst mine traumer ved at gå til psykolog, men Lars har bestemt hjulpet mig af med nogle traumer, hvilket jeg ser som et mirakel, fortæller Hannah Eileen.
Ida Andersen fra Ølgod er enig:
– Det har på alle måder været en berigende weekend. Lars Mygind formåede at inddrage alle i undervisningen. Vi fik trænet og afprøvet en masse teknikker, fundet meridianpunkter, grinet og suget viden til os.
Flere af de lokale kursister har taget initiativ til en erfaringsgruppe, hvor de kan udveksle erfaringer, lære mere og banke sig videre til et endnu godt liv.
