Hvem scorer gevinsten på vindmøller ved Hejmdal og Påbøl i Hoven?

Åbent brev til byrådet i Ringkøbing-Skjern kommune.

Jeg læste i JydskeVestkysten fra søndag den 5. april et stykke om vindmøller, at Bent Stubkjær, Best Energy, udtaler om møllerne i Urup, at kunne han have begyndt forfra, ville han nok ikke have lavet mølleprojekterne i Billund Kommune, hans hjemkommune. Med andre ord: Det er i orden at genere andre mennesker, bare de bor i nabokommunen, og ikke i nærområdet. Han nævner, at han er i gang med et projekt i Hoven.

I Hoven havde foreningerne alle valgt at bevare sammenholdet, at være neutrale i forhold til vindmøller. Så var der nogle projekter, der blev startet op af lokale lodsejere og udefra kommende projektmagere, blandt andet ved Hejmdal- og Påbøl-området.

En lokal mand, samt lodsejerne og Best Energy havde møde, hvor det lykkedes at overbevise nogle af foreningernes bestyrelsesmedlemmer om, at de skulle holde afstemning i bestyrelserne om for eller imod vindmøller. I syv foreningsbestyrelser var der flertal for at anbefale opstilling af møller. Fem foreninger har valgt, at man ikke ville anbefale opstilling, og fem foreninger blev ikke kontaktet. Dette er mundet ud i en anbefaling af møller, underskrevet af én fra hver af de syv bestyrelser.

Jeg er skuffet over, at nogle personer i foreningernes bestyrelser nu har valgt ikke længere at være neutrale i møllespørgsmål, hvor så mange naboer bliver generet af møllestøj og skyggekast. Jeg er skuffet over, at nogle sætter naboers helbred og velfærd på spil for en, for sognet, tvivlsom fond.

Det er lodsejerne og Best Energy der scorer den virkelige gevinst. Taberne er naboerne til møllerne, helbredsmæssigt og på tab af værdi på ejendommen.

Lad os i stedet beholde Hoven, som et sted, der er fri for møller, men med de naturværdier der er tilstede.