Digital tidsbestilling hos tandplejen
Tandpleje: Varde kommunale Tandpleje har fået et online tidsbestillingssystem.
Varde Kommune: Fredag den 17. april gik Tandplejens nye bookingsystem i luften. På siden kan børn og forældre i Varde Kommune booke og flytte tider til undersøgelser hos Tandplejen, se journaler, opdatere helbreds- og kontaktoplysninger samt mere..
– Ved at vi sætter strøm til tidsbestillingen, bliver det nemmere for forældrene at booke tid, siger Berit Østergaard Nielsen, som er leder af Varde kommunale Tandpleje.
Med det nye system får børn og forældre også lettere adgang til de oplysninger, Tandplejen registrerer om barnet.
– Det nye system skal føre til bedre service, nem og direkte adgang til personlige oplysninger og større åbenhed, fortsætter Berit Østergaard Nielsen.
Overtandlægen ser også gode muligheder for at effektivisere med løsningen.
– Systemet gør også, at vi kan blive endnu mere effektive og reducere antallet af udeblivelser, da det bliver nemmere for børn og forældre selv at flytte en tid, hvis de bliver forhindrede, slutter Berit Østergaard Nielsen.
hcr
Du finder et link til Tandplejens tidsbestillingssystem på forsiden af Tandplejens hjemmeside.