Far til Fire fik størst opbakning i Sønderborg

Casting. Sønderborg blev lørdag atter placeret på landkortet, da ASA film havde casting til den nyeste far til fire film i Borgen. Klokken var ikke meget mere end kvart over ni, da de første børn stod klar til casting.

Sønderborg: Den næste Far til Fire film ligger allerede klar, hvilket gjorde, at ASA Film var et smut forbi Sønderborg i håb om at finde de rette statister til filmen.

Lørdag klokken ti blev dørene åbnet for det lille ”casting-studie” i et af Borgens tomme lokaler, hvor de første 40 børn havde stillet sig klar med forældrene ved deres side.

Lang ventetid

- Jeg har hørt om castingen allerede for 14 dage siden, så det har været en lang ventetid, sagde ni-årige Lærke Holm og forsætter

- Det er sjovt at stå her, når man har set filmene, det er meget spændende.

Lidt længere nede i køen stod Simon Røigaard sammen med sin mor.

- Jeg har haft drømmen om at blive skuespiller i to år. Jeg har allerede spillet med i fem teaterstykker og haft to hovedroller, sagde Simon, som på trods af sine erfaringer med showbiz havde en del sommerfugle i maven.