Prisen på din byggesag afhænger af din bopæl
Pris: En ny analyse viser, at der er store forskelle på kommunernes timepris, når det gælder behandling af byggesager.
Forskel: Når familien Jensen i Vejle søger om tilladelse til at bygge drømmehuset, eller den lokale håndværker ønsker at udvide værkstedet, så koster det 912 kroner i timen, når kommunen skal behandle ansøgningen. I Gribskov behandler kommunen den samme ansøgning for kun 289 kroner i timen. Det viser en ny analyse fra Dansk Byggeri, der kortlægger kommunernes gebyrsatser på byggetilladelser.
– Generelt er det en stor forskel på timepriserne, fordi der er tale om den samme opgave. 912 kroner lyder som en høj timepris, men hvis der er overensstemmelse mellem pris og effektivitet, så er en høj timepris ikke nødvendigvis et problem. Men de to ting skal følges ad, siger erhvervspolitisk chef i Dansk Byggeri, Torben Liborius, i en pressemeddelelse.
Han mener, at det i sidste ende er kommunens effektivitet, der er afgørende for, om timeprisen er rimelig.
– En lav timepris er jo ikke meget værd, hvis det tager 30 timer at få behandlet en simpel ansøgning til for eksempel at udvide med en havestue. Så bliver det pludselig en dyr byggetilladelse. Det er den samlede regning, der er interessant, mener han.
De fleste kommuner er begyndt at tage timepris for deres sagsbehandling ved årsskiftet.
– Derfor er det helt nyt, og det kræver omstilling i kommunerne. Der vil givet vis være nogle kommuner, som skal justere deres gebyr i enten den ene eller anden retning, siger Torben Liborius.
I alt er der 21 kommuner, som helt har droppet at tage betaling for at sagsbehandle byggetilladelser.
– Nogle kommuner oplever, at det er for dyrt at bruge medarbejdernes tid på at opkræve gebyret, mens andre kommuner simpelthen har droppet det for at gøre god figur overfor både virksomheder og borgere. Det er meget positivt, men det er vigtigt at huske på, at en gratis byggetilladelse ikke kan bruges til ret meget, hvis der går flere måneder, inden man kan sætte spaden i jorden, siger Torben Liborius.
