Sønderjyske hudlæger mod kræft
I fokus: Lokale hudlæger i Sønderjylland sætter 5. og 6. maj fokus på hud- og modermærkekræft.
SØNDERBORG: En ny undersøgelse viser, at danske mænd over 50 år udmærket kender til risikoen for hud- og modermærkekræft – alligevel gør hver fjerde mand intet, når de opdager mystiske hudforandringer. Men nu er chancen der kære mænd.
Modermærkekræft-kampagnen Euromelanoma sætter fokus på hud- og modermærkekræft ved at invitere til et gratis tjek hos udvalgte hudklinikker - blandt andre hos Hudklinikken Sønderborg, som ligger på Perlegade 16 i Sønderborg. Her er der åbent 6. maj kl. 9-12. Screeningerne foregår efter først-til-mølle princippet.
Og hvorfor er det så, at mændene ikke går til hudlæge? Mændene springer lægebesøget over, fordi de er bange for kræft, eller fordi de tror, at de skal igennem en længere proces. Men mændene skal hoppe på toget og komme af sted til lægen, for tidlig diagnose redder liv, lyder det i en pressemeddelelse Euromelanoma.
– De midaldrende og ældre mænd er alt for længe om at komme til lægen og blive undersøgt. Vi ser i disse år en stigning i antallet af dødsfald i denne gruppe af befolkningen – og den udvikling kan vendes med helt simple lægetjek. Mændene har ofte en stribe gode undskyldninger for ikke at få booket en lægetid, så de kan have brug for et kærligt skub af deres partner, kone eller børn, siger Henrik Lorentzen, der er hudlæge på Aarhus Universitetshospital og dansk koordinator for Euromelanoma.
Euromelanoma er en årligt tilbagevendende europæisk kampagne, som år for år sætter fokus på, at hud- og modermærkekræft kan forhindres, begrænses og helbredes.
