Sønderborger årets unge forsker

Pris: Lasse Voss fra Alssundgymnasiet har vundet forskerpris.

SØNDERBORG: Elever fra Sønderborg løb både med første- og andenpladsen i del-konkurrencen for fysik ved Unge Forskeres finale i Forum i København. Men det blev 19-årige Lasse Voss fra Alssundgymnasiet, der blev kåret til vinder af den samlede senior konkurrence, og han kan nu, ud over en check på 25.000 kroner overrakt af Prins Joachim og undervisningsminister Christine Antorini, se frem til at skulle repræsentere Danmark i de internationale Unge Forskere konkurrencer i Milano og Hong Kong.

Super nova

Hans projekt indebar studier af en supernova, og juryen begrundede valget af Lasses projekt med følgende ord:

– Opgaven er løst utroligt selvstændigt og besvarelsens kvalitet er klart på universitetsniveau. Lasse viser meget stor forståelse for emnet, både detaljerne i det, og dets plads i det store billede. Sidst men ikke mindst var det en sand fornøjelse at opleve Lasse fortælle om sit projekt, idet han både udstråler entusiasme og har virkelig gode formidlingsevner. Lasses opgave er simpelthen fabelagtig god.

I samme kategori som Lasse blev det til en andenplads til Camilla Merrild med et projekt om solens rotation. Hun vandt 10.000 kroner og en rejse til Kina. Endelig var der hædrende omtale til Alssundgymnasiets tredje deltager, Nanna Lyngsø, for et projekt om sorte huller.