Søstre har kalve med på dyrskue
BØRN: Jasmin og Asmee er klar til børnedyrskuet
RIBE DYRSKUE: Der er store forventninger til oplevelsen på Ribe Dyrskue hos de to søstre, Jasmin og Asmee Van Weerdenburg.
De deltager med hver deres kalv på Ribe Dyrskue, og de har naturligvis ikke interessen for køer fra nogen fremmede.
For deres forældre, Andre og Michelle Van Weerdenburg, driver en gård, og de deltager også i dyrskuet. På den måde bliver dyrskuet i Ribe til en oplevelse for hele familien, og noget som de alle ser frem til.
De to piger er født og opvokset på gården i udkanten af Rødding, hvor en del af dagligdagen er, at man skal have med køer at gøre. Det er derfor også naturligt, at når forældrene deltager i dyrskuet, deltager børnene i børnedyrskuet.
Store forventninger
– Jeg kan sagtens selv gå med min kalv, siger en tydelig forventningsfuld og selvsikker Asmee.
– Sidste gang, jeg havde min kalv med på dyrskuet, fik jeg en præmie. Det håber jeg på igen i år, lyder det fra storesøster Jasmin.
Og de to søstre tog fat i hver deres kalv, trak den ud af stalden og gik rundt i gårdspladsen med den største naturlighed. Stoltheden og sikkerheden lyste ud af øjnene på dem begge, og selvom de to kalve uden tvivl har langt flere kræfter end pigerne, var det tydeligt, at det var pigerne, der bestemte.
