Timers træning gør Louise til en mester med et bat
Bordtennis: Unge Louise Andersen brænder for at spille bordtennis i Ribe.
Ribe: For fem år siden var det en af de første gange, nu 14-årige Louise Andersen fra Ribe, havde et bordtennisbat i hånden.
Dengang kunne Louise med sine egne ord ikke få bolden over nettet. Men det kan hun i den grad i dag, hvor hun igen og igen vinder over sine modstandere.
Hvad er hemmeligheden bag, at du er blevet så god?
– Jeg tror, at det er fordi, jeg har trænet hårdt. Bordtennis tiltaler mig, og det er sjovt at spille, fordi jeg selv bestemmer over mit spil, siger Louise til UGE-Avisen Ribe.
Seneste succesmoment kom her i sommerferien, hvor Louise var med det danske ungdomslandshold til EM i Bratislava.
– Det er megafedt, at jeg blev udtaget. Jeg havde slet ikke regnet med det, sagde Louise inden stævnet, hvor hun fik masser af modstand.
I single og doublerækkerne for piger tabte hun begge steder i 1. runde, mens det i mix sluttede i 1/16 finalen.
I holdturneringen, hvor Danmark blev nummer 28, fik hun både single- og doublesejre.
Har skruet op for træningsmængde
Louises succes er ikke kommet nemt. Hun har gennem et års tid været til månedlige træningssamlinger med landsholdet, og det, sammen med god træning i Ribe, har udviklet hendes spil.
– I denne sæson er jeg begyndt at træne 5-6 gange om ugen, to timer ad gangen. Jeg tror på, at jeg kan nå langt, hvis jeg fortsætter den mængde træning, for lige nu har jeg i hvert fald motivation, lyst og tid til det, forklarer hun.
En del af træningen foregår med storebror Kasper, blandt andet hver tirsdag morgen, hvor hendes klassekammerater har valgfag i skolen.
– Det er fedt at have noget i den her stil med min bror. Det giver os et særligt forhold, siger Louise, der stadig mener, at storebror er bedre til bordtennis end hende selv.
