Frøs har haft et godt første halvår

finans: Frøs Herreds Sparekasse kan igen fremvise overskud og ligger i top tre over pengeinstitutter med mest tilfredse kunder.

tilfredshed: Traditionen tro aflægger Frøs som det første pengeinstitut i Norden halvårsregnskab for 2015.

I den nye ’Bankanalysen 2015’ ligger Frøs i top 3 over pengeinstitutter med de mest tilfredse kunder.

– De tilfredse kunder fortæller om sparekassen til venner og bekendte, og det er baggrunden for, at vi har fået 2.251 nye kunder i første halvår mod 1.850 i samme halvår 2014. Inden for de seneste tre år har vi fået 12.000 nye kunder. Det er en tillidserklæring og meget positivt, siger Kurt Jensen, administrerende direktør i Frøs.

De mange nye kunder har blandt andet medført en vækst på 63 mio. kr. i udlånet hos Frøs i de første 6 måneder af 2015. I begyndelsen af året satte Frøs endnu en vækstpakke på 600 mio. kr. i søen, hvor kunderne på gode vilkår kan låne til projekter, der skal være med til at skabe vækst i Syd- og Sønderjylland. Halvåret har også budt på et højt aktivitetsniveau med hensyn til konvertering af boliglån. Det har resulteret i større gebyrindtægter, som har gavnet den primære drift.

I første halvår 2015 rykkede Frøs fra en 28. plads til en 19. plads over landets mest robuste pengeinstitutter (NIRO Invest).

Samlet set kommer Frøs ud af halvåret med 2,9 mio. kr. i overskud før skat. Nedskrivningerne beløber sig til 37 mio. kr. mod 26 mio. kr. for et år siden.