To unge roere skaber stor cross event i Ribe

EVENT: Sebastian Adelhardt og Karen Lyngsøe arrangerer en stor cross event i Ribe søndag 16. august

RIBE: Der er generel rigtig stor interesse for at deltage i anderledes udfordringer omkring motion.

Og der er masser af udfordringer i vente, hvis man deltager i den nye event, Cross Challenge i Ribe.

Disciplinerne er 3 km løb, 1 km kajakroning, Commandocrawl, forhindringsbane på Hovedengen, og så slutter man med 1 km i romaskinen.

De to initiativtagere håber at skabe en event, der kan blive en tilbagevendende begivenhed.

– Vi vil gerne lave et arrangement, der kan være med til at styrke vores by. Og vi mener, at der mangler en event som denne i Ribe, idet den adskiller sig fra fra traditionelle motionsløb. Vi har begge deltaget i en Event- og projektleder uddannelse under Dansk Atletikforbund, og Cross Event Ribe bliver vores første store udfordring, siger Sebastian Adelhardt.

– Vi ved godt, at det ikke er alle, der har prøvet at ro i kajak. Deltagerne er derfor velkommen til at kontakte os, så de kan komme og prøve det inden vores event. Hvis man mener, at nogle af udfordringerne i Cross Challenge er for store, kan man også vælge at deltage i hold, så man deler disciplinerne mellem sig.

Håber på stor søgning

– Eventen henvender sig til borgerne i Ribe og omegn, men vi håber også, at turisterne vil deltage.

– Det er altid svært at spå om, hvor mange, der vil deltage, men vi håber på 70, og hvis vi når 150, vil det glæde os meget, siger Sebastian Adelhardt til UGE-Avisen.