Sæsonstart og et nyt hold hos ØIF Badminton

Badminton: ØIF Badminton har vokseværk og opretter derfor et nyt hold i ungdomsafdelingen. Det sker i samarbejde med Ølgod SFO for børn i alderen 6-10 år fra og med den 17. august sammen med resten af ungdomsholdene.

Ølgod: På U9-U11 begynderholdet lærer man de grundlæggende teknikker, bevægelser, slag og regler, mens man har det sjovt med hinanden og med fjerbolden. Klubben råder over en del ketsjere, som man kan låne i starten for at prøve sportsgrenen af. SFO-personalet vil hjælpe børnene med at komme fra skolen og til hallen, blive klar til træning samt følge dem tilbage til SFO'en igen.

– Den første måned må man gerne spille gratis for at finde ud af, om man bliver bidt af badminton og gerne vil fortsætte resten af sæsonen eller resten af livet, fortæller Solvita Nielsen fra ØIF Badminton.