Hodde melder igen klar til Varde Å Dag

Å Dag: Hodde er igen vært for Varde Å dag, søndag den 23. august. Det foregår ved åen, forsamlingshuset, kroen, kirken, den gamle skole – overalt i det naturskønne Hodde.

Hodde: Hodde er naturligvis med igen ved Varde Å Dag. I forsamlingshuset er der fokus på de lokalt producerede fødevarespecialiteter – i år med fire lokale mejerier repræsenteret. Der vil være mulighed for smagsprøver og for at købe en bid af den gode smag med hjem.

Mød Monas Køkken

Mød Monas Køkken, eller få stegte pølser fra Ågårdens egen produktion af gamle danske dyreracer samt lækre hjemmeproducerede oste og kød fra Øselund Gedeosteri. Oste fra Arlas prisbelønnede mejeri i Tistrup, mesterværker fra Kristiansminde gårdmejeri samt oste og pølser produkter fra Chriss Hedeager.

Hobby, have og honning

Villebøl Hobby & Have er nye deltagere i år og de medbringer friske grøntsager, buketter, marmelade & gele af egen produktion.

I forsamlingshuset finder du også velsmagende biodynamiske vine fra Frankrig og hjemmeproducerede vine fra Vinhus Lander og huset Appel. Der er lækre kager fra MUMS, ny-opgravede kartofler fra Martin Hansen på Grødevej, lækker is fra Skovlund Ismejeri og ny-slynget honning fra Filsø Honning.

Brugskunst fra Janus m.fl.

Janus bygningen deltager med flotte ting fra kunsthåndværksbutikken, og Hodde-Tistrup lokalhistorisk arkiv er klar med en god historie om jernalderlandsbyen ”Hodde Landsbyen” samt spændende billeder fra området. Bjarne Bennetsen er der med træskærer & trædrejeri som man kan se og købe nogle af de flotte ting.

Lystfiskerhistorier

Varde Lystfiskerforening er klar med en god historie om ”den der slap væk” og fortæller, hvor man napper de største laks in Varde Å. De viser også hvordan man binder fluer.

Hoppeborg og shelter

Hodde-Tistrup Hallen er klar med en spændende hoppeborg for ungerne imens ”de vokse” nyder udstillingen. De præsenterer også den nye lejrplads med shelter som er lavet ved forsamlingshuset på vandreruterne mellem Tistrup & Hodde.

Café med pølser og øl

Sogneforeningen holder caféen åben hele dagen hvor man kan nyde en pølse fra Tistrup Slagtehus eller en velskænket øl fra Esbjerg Mikrobryg. Desuden naturligvis kaffe, vand & et stykke kage fra de berømte ”Hodde bagere”.

Hestevogn

Hestevogns kørsel starter fra forsamlingshuset og forbinder aktiviteterne ved Hodde. Stald Pitt Stop stiller op med 2 spand Jyske heste der vil køre i løbet af dagen.

Kirke og skole

I Hodde By vl kirken efter gudstjensten være åben, og der vil være mulighed for at høre om kirkens historie.

I den gamle skole ved kirken kan man hele dagen møde gamle elever som fortæller om skolegangen i den stråtækte skole der sluttede i halvtredserne.

Buffet på kroen

På Kroen finder du til middag en buffet med lokale råvarer, hvor de dygtige kokke fra Hodde Kro har anstrengt sig for at vise det bedste frem.

Veterantræf og marked

Hodde by summer af aktiviteter, da der i byens gader er kræmmer marked og ligeledes et stort veterantræf med biler, motorcykler, knallerter & traktorer fra den gang man lavede rigtige maskiner.

De rigtige store nye maskiner kan også ses ved Hodde by hvor Skamstrup Maskinstation & Erlings Maskinstation vil stille op med nogle af deres store landbrugsmaskiner & traktorer. Her kan man sparke dæk og klatre på en kæmpe traktor.

Gå- og/eller kanotur

Ved Hessel Bro kan man besøge spejderlejren og være med til at lave pandekager og snobrød eller tage med på klatretur i træerne. Lejren er opbygget fra fredag aften og Tistrupspejderne glæder sig til at vise hvad de har at byde på. Man kan også sejle med kano fra Hessel Bro til Hodde Bro med kanoerne fra Vestjysk Festudlejning, og som noget nyt i år, tilbydes der en dejlig gåtur både fra Skovlund og Ansager langs å og ager.

hcr