Hvad skal der ligge på tallerkenen

Omstillingsstafetten: To møder hos EUC Syd tager fremtidens fødevareproduktion op til debat.

Sønderborg: Det handler om bæredygtighed - om produktion af fødevarer, når Omstillingsstafetten onsdag 23. september og torsdag 24. september kommer til Sønderborg. Det er EUC Syd, der ligger lokaler til debat og samtale om bæredygtige fødevarer.

Onsdag klokken 19.30 er overskriften Min fremtidige tallerken”. Debatten, der arrangeres i samarbejde mellem Omstilling Nu, EUC Syd og Sønderborg Kommune, tager udgangspunkt i spørgsmål som: Er bæredygtighed det samme som økologi? Betyder flere mennesker på kloden, at vi skal producere mere mad?

Torsdag byder Omstillingsstafetten på debatten "Hvor skal pengene komme fra?" Det sker klokken 19.30 – 21.00, hvor foreningen Gode Penge vil fortælle om pengesystemet, og hvordan vi kan generobre kontrollen over vores økonomi.

Der er gratis adgang.