Kunderne har indflydelse på varesortimentet

fagmanden: Hos delikatessen og slagteren i Kvickly Ribe er man leveringsdygtige i en lang række specialiteter

Kvickly Ribe: Der er ikke mange stille øjeblikke i baglokalerne omkring Kvicklys slagter og delikatessen.

De ni ansatte der har masser at se til, når det gælder pakning af kød, produktion af forskellige pølser, middagsretter, sandwich og meget andet.

Michael Møller har været slagtermester hos Kvickly i et år, og siden da er det kun gået én vej - fremad.

– Især vores egenproduktion af spegepølser, sylte, kålpølser og lignende er eksploderet det seneste år. Vi har nemlig fået en ret god pølsemager, og det har været en god satsning, fortæller Michael Møller.

– Styrken ved Kvicklys slagter er, at vi er leveringsdygtige i alt fra hverdagskødet til luksuskødet fra australske Premium eller Kildegården, der er fra dansk kvæg. Det er rigtig vigtigt for os at have dansk kød i en god kvalitet, siger slagtermesteren, som på det seneste også er begyndt at have frisk fisk i køledisken hver tirsdag og onsdag.

– Coop prøver at tilføje bæredygtig fisk fra Thorupstrand Fisk til sortimentet som alternativ til industrifiskeriet, og det er blevet godt modtaget af kunderne, fortæller Michael Møller.

Generelt producerer slagtermesteren varer ud fra, hvad kunderne ønsker.

– Kunderne er i høj grad medbestemmende om, hvad vi har i disken, og vi kan også levere alt på bestilling. Vi prøver ofte nyt af, og hvis det bliver solgt, så er det en succes, som bliver gentaget, siger Michael Møller, som nævner svinekamme marineret i enten appelsin, æble eller øl som eksempel på nye tiltag.

Populære færdigretter

Også i delikatessen, hvor Joan Østergaard er leder, laver man det, der efterspørges af kunderne. Hver morgen er der gang i køkkenet, hvor frikadellefarsen eller mange af de andre retter laves fra bunden.

– Vores styrke er vores smørrebrød og pålægskager. Vi laver også mange færdigretter, som er ret populære hos alle typer kunder. Vi laver det, kunderne efterspørger, og meget af den mad, vi laver, er forudbestillinger. Vi kan nærmest lave alt indenfor delikatesseområdet, siger hun.

Hjælp til julemaden

Frem mod jul kan både delikatessen og slagteren være behjælpelige med maden. Delikatessen kan eksempelvis sørge for en juleanretning med al det gængse indhold til en julefrokost, mens slagteren igen i år farserer kalkunen - noget de har stor succes med - og der kan også bestilles friske ænder.