Kræs på den jyske måde

Nytår: Kogehusets nytårsmenu ud af huset har blandt andet den populære skaldyrs-taffel samt krondyrsteg på menuen

Ribe: En fireretters nytårsmenu fra Hans Rasmussen og Kogehuset byder på en forkælelse af ens smagsløg og en meget varieret menu.

UGE-Avisen Ribes journalist har testsmagt menuen sammen med familien, og det var en anbefalelsesværdig omgang.

Som det første - og oplagt til at supplere Dronningens Nytårstale - står den på tre små velpyntede og smagfulde canapeer pr. person med henholdsvis tatar, blinis med kaviar samt rimmet torsk.

Dernæst er der en velkendt ret på menuen, nemlig skaldyrstaffel, som Kogehuset har sat på menuen igen i år, fordi den er så populær.

Fadet er overdådigt med lækre krabbeklør, skalrejer, kogt krebs, blåmuslinger og jomfruhaler, og alt er i undertegnedes øjne lækkerbiskner for både mund og øjne. Det er en meget festlige forret, der også giver garanti for fedtede fingre.

Forretten er også et hit hos familiens mindste på fire år, som, allerede inden vi går i gang, har hapset de første muslinger.

– Muslinger og krabbeklør er nu min livret sammen med lasagne og risengrød, fortæller han ivrigt mellem bidderne.

Hovedret på jysk manér

Menuens hovedret er jysk mad, når det er bedst. Krondyrstegen smager dejligt sammen med tyttebær og pære, og ved siden af fremstår druesalaten som en waldorfsalat deluxe, pommes røsti samt en smagfuld terrin af brændt gulerodspure med squash og tang viklet rundt om. Prikken over i'et på den velbalancerede ret er uden tvivl vildtsovsen, som er en rigtig sovs og ikke en sauce. Det hele spiller utrolig godt sammen med en god flaske rødvin.

Desserten er som de tidligere retter også et bud på mangfoldighed og velsmag. Tallerkenen med en treenighed af panna cotta fyldt med tydelige vaniljekorn og en kompot af æble og rabarber ved siden af, som sammen smager rigtig godt, valnøddetærte samt en chokoladeskål med orangecreme. Desserten sætter trumf på menuen og er i undertegnedes øjne menuens bedste ret, og den efterlader på ingen måde mere sult, når den er fortæret.

Som den sidste krone på værket, kan man til nytårsskålen eller kaffen nyde en lækker hjemmelavet mini nougatmedalje samt en mini napoleonshat.