Geotermisk anlæg er ikke lukningstruet
Varme: Ekspert fortæller, at det kan være dyrt at løse problemer med tilstopning - men der findes altid en løsning.
Sønderborg: Direktøren i Dansk Fjernvarmes Geotermiselskab Søren Berg Lorenzen er ikke i tvivl om, at Sønderborg Fjernvarme finder en løsning på problemerne med tilstopning af en brønd i 1200 meters dybde. Han har aldrig hørt om et geotermisk anlæg i Europa, som må lukke på grund af tilstopning.
- Man lukker sædvanligvis kun geotermiske boringer, hvis man har fejlvurderet reservoiret, understreger Søren Berg Lorenzen.
Kan blive dyrt
Hvor dyrt det bliver at få anlægget i Sønderborg op at køre, afhænger ifølge eksperten af, hvad det er, der sidder i filtret. Det kan være kalk, det kan være metaller og det kan være rustflager. Så det første, der skal gøres, er, at man skal finde ud af, hvad det er.
Hvis det så viser sig, at man kan nøjes med at tilsætte en svag syre på overfladen, koster det ikke så meget.
- Det er som at afkalke en kedel hjemme. Men virker det ikke, findes der en række mellemløsninger, som man kan prøve. Den dyreste løsning er en mekanisk rensning, siger Søren Berg Lorenzen.
Han fortæller også, at fjernvarmeværket ved at tilsætte inhibitorer til vandet kan reducere problemerne fremadrettet.