150 nye kom på "nettet" i 2015

Tilsluttede: Nu har Sønderborg Fjernvarme 10.250 aftagere af varme.

Sønderborg: Sønderborg Fjernvarme har ikke fået nye områder i 2015, men der er brugt mange ressourcer på at skifte og renovere ældre rørledninger.

Alligevel fik fjernvarmen 150 nye tilslutninger. En del af dem ligger i Hørup og Kirke Hørup. Det var her, der senest blev lagt fjernvarmerør.

Ifølge direktør Erik Wolff er en del af de nye tilslutninger fra det område - men ikke alle. Også flere fra Sønderborg kommer på nettet.

Det koste cirka 62.000 kroner at blive tilsluttet - uanset om man er med, når rørene lægges eller man kommer "dryssende" efterfølgende.

I Sønderborg Fjernvarmes område er 83 procent på fjernvarmenettet. Ser vi kun på Sønderborg, er tallet 88 procent.

Sønderborg Fjernvarme er ikke repræsenteret i Gråsten, Nordals, Augustenborg og Broager.