Eva står i spidsen for sine medstuderende

VUC Syd: Aktive kursister søger medindflydelse på deres uddannelse.

SØNDERBORG : Eva Madsen er 24 år og fra Lundtoft ved Aabenraa. Hun er i gang med at læse en samlet hf, der er fordelt over tre år, da hun er ordblind. Målet er en pædagoguddannelse. Men på vejen dertil har Eva også valgt at engagere sig i sin skole og sine medkursister, fortæller hun i en pressemeddelelse fra VUC Syd.

– Jeg har meldt mig til kontaktudvalget, fordi jeg ønsker at gøre en forskel for kursisterne på VUC Syd. Alene er det altid svært at blive hørt, siger Eva Madsen, der er formand for udvalget.

– Kontaktudvalget er jo døren ind til bestyrelsen for VUC Syd, tilføjer hun.

Kontaktudvalget står blandt andet bag en række større arrangementer, såsom forfatterforedrag og besøg fra tryllekunstnere, fælles juleafslutning og lignende.

– Vores kontaktudvalg fungerer rigtig godt. Vi får dagligt forslag fra de øvrige kursister, der gerne bruger os. Også til praktiske ting som at få bygget et større cykelskur. Det værste er at skulle lægge øre til klager om forskellige ting, som vi jo også tager imod. Der er heldigvis ikke så mange, smiler Eva Madsen og slutter:

bec

– Jeg blev valgt ind i juni 2015 og vil gerne blive i udvalget til jeg er færdig med min hf-uddannelse. Det er vigtigt med en form for kontinuitet, tror jeg, så man ikke skal starte forfra hvert år.