Unge hentede inspiration til uddannelsen
Uddannelse: EUD & EUX Business fortalte om uddannelsesmuligheder på Business College Syd, da der blev holdt informationsaften.
SØNDERBORG: I sidste uge havde folkeskoleelever og deres forældre mulighed for, at besøge på EUD & EUX Business på Sønder Landevej og høre om erhvervsuddannelserne på Business College Syd.
Arrangementet blev indledt med en fælles velkomst og præsentation af EUD & EUX Business ved direktør Bente E. Jensen og uddannelsesleder Lars Boes Jørgensen. De fortalte om uddannelsen og om, hvad en EUD Business eller EUX Business kunne bruges til. EUD Business er en praksisnær uddannelse, der giver adgang til en elevplads inden for handel, detail eller kontor. Efter bare et år på skolebænken er man med en EUD Business klar til at komme i lære, og efter tre år er man færdiguddannet som f.eks. salgsassistent.
EUX Business er en variant af EUD Business, hvor man på 2 år gennemfører flere fag på et højere niveau. Man gennemfører grundforløbet til en faglig erhvervsuddannelse samtidig med en gymnasial eksamen. Efter 2 år er man klar til en elevplads inden for f.eks. administration, økonomi, revision eller shipping. Desuden har man mulighed for, at søge ind på en videregående uddannelse.
-Vi har valgt at lave vores egen uddannelsesaften, der fortæller om EUD og EUX, i stedet for at være en del af et større Åbnet Hus på skolen. Vi håber, at der vil komme mange forbi, og få en god snak om de muligheder, vi kan tilbyde den enkelte, sagde uddannelsesleder Lars Boes Jørgensen, inden arrangementet begyndte.
Efter introduktionen viste nuværende elever rundt på skolen, og undervejs var der mulighed for, at tale med undervisere om fagene, undervisningen og dagligdagen på EUD & EUX Business. Studievejlederen var også til stede for at vejlede om uddannelsesvalg og vejen til den hurtigste vej til drømmejobbet.



