House of Ink nu i St. Rådhusgade

Flytning: Efter to år i Borgen er House of Ink flyttet til St. Rådhusgade.

Sønderborg: Hudkunsten med nål og farve går aldrig af mode, og nu er tatovørforretningen House of Ink netop flyttet til større lokaler i St. Rådhusgade 19 efter to år i Borgen.

- Vi havde ingen muligheder for at udvide der, så i stedet fandt vi det her gode lokale, som vi har sat totalt i stand. Her har vi plads til fire stole mod to i de gamle lokaler, forklarer Benjamin Wright, der nu driver stedet sammen med Kim Aaskov. House og Ink har en række tatoveringsforretninger rundt i landet drevet på franchisebasis.

Plukker kunstnere

House of Ink plukker sine kunstnere i udlandet, hvor fagligheden både teknisk og kreativt ofte er højt.

Det er et håndværk, hvor man i princippet maler med en nål, så mange af tatovørerne har en kunstnerisk baggrund.

- De senere år har særligt realisme i tatoveringer været meget efterspurgt. Det handler om at få ansigter og genstande gjort livagtige. Vi har en stort udvalg i motiver, men mange kommer også selv ind med forslag og ideer til en tatovering, de vil have lavet, siger Benjamin Wright.

Blandt tilbudene i House of Ink er også at få lagt en længerevarende make-up af mikropigmentist Jenni Aaskov, der i øvrigt har et arrangement den 30. januar, hvor man kan høre mere om mulighederne på det felt.