Forestillingslederen er også hesten i Pippi
Musical: 75 børn og voksne er med i Forsøgscenen Haderslevs store musical "Pippi", der har premiere 7. april. Lene Steinhólm er forestillingsleder.
Der er meget at holde styr på, når man hedder Lene Steinhólm og er forestillingsleder i Forsøgsscenen Haderslevs store musicalsatsning "Pippi".
Ud over at sørge for alt det praktiske med kontakten til de 75 aktører, der er med på og bag scenen, så skal hun også koordinere det hele med tidspunkter og sørge for markedsføring. Og nå ja. Hun skal også spille den forreste del af en cirkushest.
For Lene Steinhólm, der til daglig er lærer på Favrdalskolen, er det dog alt sammen sjovt. I ti år har hun været med i Forsøgsscenen Haderslev. Og selv om det godt kan være lidt tungt at være hest og lægge ryg til Pippi, så elsker hun fællesskabet og morskaben i samværet med andre mennesker, der kan lide at færdes på de skrå brædder.
Masser af god energi
– Vi har det simpelthen så sjovt. De voksne, der er med, er travle mennesker, men der er en supergod energi, nogle af dem er rigtige legebørn, og vi får utroligt meget tilbage, siger Lene Steinhólm.
– At være forestillingsleder er som at være klasselærer, siger hun.
Der er lige nu fuld tryk på prøverne forud for premieren på "Pippi" på Kulturhus Harmonien den 7. april. Fra 1. april og frem til premieren skrues der ekstra op for prøverne.
– Sådan er det altid. Det er et kort intensivt forløb fra vores audition i januar og frem til forestillingen i april. Det ved alle, der er med, men netop fordi det er et kort forløb, løber de heller ikke træt i det og kan have andre aktiviteter ved siden af, siger hun.
Helt så kort et forløb er det ikke for Lene Steinhólm. Hun er med i den tovholdergruppe, der i august og september vælger forestillingen. I år faldt valget igen på "Pippi", der bygger på Astrid Lindgrens fortællinger om verdens stærkeste pige og som har musik af Sebastian. Sidst "Pippi" var på plakaten var for 12 år siden.
– Vi valgte "Pippi", fordi det er en dejlig børne- og familieforestilling og fordi vi her kan ramme bredt, forklarer forestillingslederen, der synes, det er dejligt, at musicalen også rummer plads til 75 børn og voksne i alderen fire til 80 år.

