En film med noget på hjertet

Gram Slot: Ghita Nørby og Michael Noer om demens og alzheimer.

Du kender sikkert nogen, som er ramt af demens eller Alzheimer. To uhyggelige sygdomme, der vender op og ned på tilværelsen for den syge, men også for de pårørende, der ser deres kære forsvinde ind i deres egen verden.

Det var denne problematik, filminstruktør Michael Noer og skuespiller Ghita Nørby gav sig i kast med i filmen "Nøgle hus spejl", der nominerede Ghita Nørby til en Robert og en Bodil for bedste danske skuespillerinde i 2015.

Ghita Nørby og Michael Noer har ikke lagt temaerne omkring "Nøgle hus spejl" på hylden, men vil gerne tage fat på nogle af de tabuer, der knytter sig til demens og Alzheimer. Det gør de ved et arrangement på Gram Slot lørdag den 2. april med både film, foredrag og debat.

Aftenen vil ikke kun handle om sygdom, men også om at turde elske, selv om man er i livets efterår. Kærligheden, der ikke kender til alder, er også et af filmens vigtige temaer.

Man kan indlede aftenen med Slotstapas i Herregårdsstalden på Gram Slot.