Hans uniform er beskidt, hans knæ er konstant forslåede, hans øjne er sværtet til, hans næse løber. R.K. Lanning, rektor på Ashfield Boys High School, i sin beskrivelse af Angus Familien minus Steven og Alex, hvoraf sidstnævnte allerede spillede i Hamburg, ligesom The Beatles fløj til Sydney. Indledningsvis boede de på et vandrerhjem for immigranter, Villawood. (Det var blikhytter, og det regnede ubønhørligt; når du stod op om morgenen, var der to tommer vand i hytten og sorte orme, som svømmede rundt i det, fortalte Malcolm til David Fricke, Rolling Stone, 2008). Et af Angus tidligste immigrantminder fra Paul Stennings AC/DC: Two Sides to Every Glory handler om unge mænd på vej til Bondi Beach, som stod med de der træbræt... jeg havde aldrig i mit liv set et surfbræt, og jeg kom hjem og sagde, mor, jeg tror, vi er på en anden planet. I løbet af ingen tid havde den dynamiske George organiseret et Villawood-band med ham selv på rytme, anglo-australske Steve Wright på vokal og den hollandske Johannes Vandenberg (som snart blev til Harry Vanda) som leadguitarist. Deres band, The Easybeats, signede med et nyt selskab kaldet Albert, ledet af Ted Albert, hvis far ejede en radioog musikpubliceringsvirksomhed. I 1965 havde de en single øverst på hitlisten i Australien med Shes So Fine. I det følgende år tog de afsted til England. I mellemtiden havde familien opbygget et tætpakket hjem overrendt med søskende og rocknroll-kammerater fra Burleigh Street i Burwood-distriktet. Malcolm og Angus indledte for alvor deres skolekarrierer, da deres mor modtog et brev fra R.K. Lanning, rektor på Ashfield Boys High School. Det beskyldte de to drenge for grov sprogbrug... uanstæn12 dige fagter og for at være uregerlige grænsende til voldelige. Lanning portrætterede Angus som den ultimative tegneserieagtige frække dreng: Hans uniform er beskidt, hans knæ er konstant forslåede, hans øjne er sværtet til, hans næse løber. På trods af skolens afvisning bød musikken på noget tillokkende og forførende; ved Easybeats peak med Friday on My Mind i oktober 1966 (i England lå de nr. 6 og i USA nr. 16 den følgende maj) begyndte pigefans at jage stjernen Georges mindre brødre på vej hjem fra skole. Angus og jeg tænkte, det er dén vej, vi skal!, fortalte Malcolm til Mojos Sylvie Simmons i 2000. Deres mor købte deres første guitarer i 1965, da de var henholdsvis otte og ti år. To år senere forærede Harry Vanda Malcolm en Gretsch Jet Firebird-guitar fra 1963, som han havde købt i London (Malcolm elskede dens beskidte lyd en lyd, som Vanda til gengæld afskyede). Malcolm gav herefter sin Hofner videre til Angus. Deres far forsøgte at tale sine yngste sønner fra de spirende rocknroll-ambitioner, men de havde allerede tillært sig hans voldsomme arbejdsmoral og øvede sig ubønhørligt. De købte hver eneste plade, de havde råd til: The Rolling Stones, Bluesbreakers med Eric Clapton, Mountain, Argent, Jimi Hendrix og Cactus (en af Angus favoritter). De elskede at læse om nye navne så som R&B-storheder som Buddy Guy eller Elmore James i de musikblade, George sendte til dem fra England, hvorefter de bestilte deres albums fra pladebutikken i Burwood, der ville importere pladerne. Denne iver bragte endda den skotske arbejderklassemæssige autodidaktisme frem i Angus (Stenning, citat, ukendt oprindelse): Hvis jeg ønskede at lære noget, så sagde den gamle altid til mig, Angus, gør dig selv en tjeneste. Der findes et bibliotek længere nede ad gaden, gå derind. Når jeg pjækkede, var det det første sted, jeg tog hen. Det var fedt... hylder med magasinet Down Beat fra Amerika med artikler om folk som Muddy Waters. Han spillede bidder af magiske numre om og om igen for at analysere, hvad der gjorde dem så eksplosive Little Richards Keep A Knockin for eksempel. Jeg tog pick-up-nålen og blev ved med at sætte den tilbage det samme sted... på bluesstykket. De to brødre elskede også livebands. De sluttede sig til en gruppe unge, som samledes ved Burwood togstation for at rejse til gigs i bymidten. Nogle shows husker de som master classes: The Yardbirds (med Jimmy Page) på Sydney Stadium spillede den 21. og 23. januar 1967 (vildt og spændende, konkluderede Angus). The Who og The Small Faces spillede på samme spillested den 22. januar 1968 (de kunne lide guitarsmadringen). Og Malcolm ville fremlægge tingene på en rimelig elementær måde nogle gange som tutorials. Som Angus ihukommer: Han fortalte mig altid, kild ikke guitaren, slå til skidtet. Hver gang The Easybeats kom hjem, viste George sig fra sin konstruktive side: Han hev fat i en bas og gav mig guitaren. Man følte sig inkompetent, men før man vidste det, spillede man. Han sagde, G... A... og man var helt væk. Han var vild med sådan nogle skøre ting. Han fortalte mig, at D-strengen irriterede ham. Også Gen... sidste gang jeg så ham med The Easybeats, havde han kun fire strenge på den guitar! Rock N Roll Comics No. 22, Revolutionary Comics, 1990. Venligst udlånt af Jay Allen Sanford 13 Første fotosession i studiet, den 7. juli 1974. Fra venstre: Dave Evans, Rob Bailey, Malcom Young, Peter Clark og Angus Young. Philip Morris Kapitel 1 8 Head-on Rock n Roll Down Under A C/DC.Du behøver bare at tænke på navnet, og du begynder at svede uanset om du så dem første gang i 2010 på B når man udforsker AC/DCs historie, så er det slående, at denne vedholdende kraft udsprang af den store europæiske migration til den nye verden den australasiatiske nye verden, altså. Drevet af fattigdom, desperation, ambition og et stort håb mod alle odds... Young-familien var talrig og elskelig. Hans uniform er beskidt, hans knæ er konstant forslåede, hans øjne er sværtet til, hans næse løber. R.K. Lanning, rektor på Ashfield Boys High School, i sin beskrivelse af Angus Familien minus Steven og Alex, hvoraf sidstnævnte allerede spillede i Hamburg, ligesom The Beatles fløj til Sydney. Ind Begge brødre forlod skolen i det øjeblik, de lovmæssigt kunne i en alder af blot 14 år og ni måneder i henholdsvis oktober 1967 og december 1969. Malcolm fandt arbejde ved Hestia BH-fabrik, hvor han ordnede symaskiner. I weekenderne spillede han dog i lokale bands som Beelzebub Blues, Red House og De spillede den december på en klub kaldet The Last Picture Show, men Chequers nytårsfest betegnes vanligvis som deres debut. Fem timer med covernumre og den lejlighedsvise Malcolm-original matchede bestemt hans overbevisning: Hvis ikke vi går af scenen sveddryppende og absolut udmattede, så regner Rockin in the Parlour, B-side til Can I Sit Next to You Girl med forsanger Dave Evans, Australien, 1974. Bill Voccia Collection 18 Sydney for at demoindspille en bunke Malcolm/Angus- og Malcolm/Evansoriginaler: Can I Sit Next To You Girl?, Rockin in the Parlour og Soul Stripper fandt deres vej til