Nu skal Lorenz ud at køre på motorcykel

Firmaoverdragelse. Lorenz Lei har solgt Sundeved El-service til Ole Jensen, El-service i Broager.

Broager: Efter 40 år som indehaver af Sundeved El-service trækker Lorenz Lei sig tilbage for at hellige sig kørsel på motorcykel og børnebørnene. Den 67-årige håndværker går på pension og sælger sit firma til Ole Jensen, El-service i Broager.

Med følger bil, kundekartotek og Sundeved El-services eneste medarbejder Rene Bertelsen. Else Lei – hustru til indehaveren har klaret kontorarbejdet – men hun følger ikke med.

- Vi har været oppe på tre svende, men ved kommunesammelægningen mistede vi en del arbejde, siger Lotenz Lei.

Da lysten til børnebørn og motorcykel voksede, tog han kontakt med Ole Jensens firma i Broager – han havde en fornemmelse af, at han var interesseret i at overtage det. Og den fornemmelse var helt rigtig.

Passer godt

- Kulturen i firmaet passer og godt – det samme gør kunderne. Og så ligger det geografisk helt rigtigt, siger Ole Jensen.

Han etablerede sit firma i 1995 og har i dag otte ansatte.

- Vi har aldrig haft trang til at blive større – vi vil hellere passe de kunder, vi har. Men Sundeved El-service passede bare så godt ind i vores firma. Så det købstilbud kunne vi ikke sige nej til. Det betyder selvfølgelig også noget, at jeg er født og opvokset i Vester Sottrup, hvor firmaet hører til. Men det er altså ikke sådan, at vi er på udkig efter flere opkøb, slår Ole Jensen fast.