Nytårsgaven er fast arbejde

samarbejde. Historien om Sebastian er et af mange gode eksempler på, at borgere med et handicap kan komme videre i deres liv, når de får opbakning.

sønderborg: 20-årige Sebastian Vesser mødte i mandags 6. januar kl. 10 op i bageriet i Føtex i Sønderborg. Det var hans første arbejdsdag som fastansat. Og det er en rigtig glad ung mand, som nu får sine få men faste arbejdsopgaver i bageriet, hvor han gennem længere tid har været i praktik.

– Jeg kunne ikke ønske mig en bedre nytårsgave, siger Sebastian.

Han er lige kommet tilbage efter en juleferie hos familien i Norge og glæder sig.

– Jeg skal arbejde fem timer om dagen, og så skal jeg vist ikke mere end lave min aftensmad og så slappe af, fortæller han.

Til fælles glæde

Mange trængsler har han stået igennem, før han med sine handicap er kommet så vidt. For evnerne har ikke rakt til et almindeligt skoleforløb. Så han har været igennem en særlig tilrettelagt ungdomsuddannelse – STU – for unge med særlige behov på Rendbjerg. Og trods problemer med at udtrykke sig og klare andre udfordringer er det lykkedes for Sebastian, med støtte fra kommunen og Rendbjerg, at flytte hjemmefra til botilbuddet Jørgensgård og senere til egen lejlighed. Takket være Føtex i Sønderborg har han også fundet frem til, hvilke opgaver han kan klare, og som betyder, at han nu er kommet i et fast job.

– Vi har haft Sebastian rundt i forskellige funktioner i varehuset, før han og vi fandt frem til, hvad han evner, og som gør det muligt for os at fastansætte ham på nedsat tid i et skånejob. Det er til glæde for ham og os, fortæller service-chefen Lone Rasmussen, Føtex.

Det sociale ansvar bevidst

Lone Rasmussen er bestemt ikke uvant med at tage mennesker ind i et arbejdsmiljø, som de måske aldrig har mødt i deres liv og »løfte« dem, enten til fast arbejde, til uddannelse eller til en tilværelse med mere ballast i rygsækken i forhold til det psykiske.

– Vi får sat vores eget liv lidt i perspektiv ved at have ca. 15 praktikanter i arbejde eller arbejdsprøvning, en halv snes i fleksjob og flere pensionister. Og det kan jo kun lade sig gøre, fordi varehuschefen bakker op, og fordi vores faste medarbejdere viser rummelighed og tålmodighed og i hverdagen bakker op om, at vi skal være vores sociale ansvar bevidst. Tilmed er det jo helt afgørende, at også kunderne synes, det er rigtigt, hvad vi gør og handler hos os, siger Lone Rasmussen og opfordrer flere andre virksomheder til at gøre tilsvarende.

– Det er slet ikke så bøvlet, som nogen tror, at bygge et samarbejde op med kommunen om at støtte svage medborgere til et mere menighedsfyldt liv, mener Lone Rasmussen.

Efterlyser virksomheder

Socialudvalgets nye formand, Niels Ole Bennedsen, glæder sig over samarbejdet mellem private virksomheder og kommunen og siger:

– Politisk vil vi gerne fremme en udvikling, hvor kommunen og det private erhvervsliv i fællesskab evner at give mennesker med særlige problemer en god oplevelse på arbejdsmarkedet. Føtex i Sønderborg fortjener opbakning for deres sociale indsats og rummelighed. Og kommunens STU-konsulent vil bestemt gerne høre fra flere virksomheder, som vil åbne dørene for især de unge, som så nødig skulle stå uden kontakt til arbejdsmarkedet, siger Niels Ole Bennedsen.

Indsatsen for de unge koordineres i kommunen af STU-konsulent Dorthe Bay Bennedsen i forvaltningen Social og Sundhed, som arbejder tæt sammen med jobcentret, rådgivere i Handicap- og psykiatriafdelingen, Børn og Ungeteamet og Børn og Familie for at sikre, at de unge oplever, at deres behov og ønsker tilgodeses bedst muligt under hele deres STU-uddannelse.

pcb

">Unge, som ikke kan gennemføre en almindelig ungdomsuddannelse, kan få tilbudt et særligt tilrettelagt STU-forløb over 3 år ud fra de ønsker, den enkelte unge selv har. 20-25 unge visiteres til STU hvert år, og i Sønderborg Kommune er der tre STU-skoler; STU på VUC (underafdeling af VUC Syd), STU Alsgade (underafdeling af Sønderborg Produktionshøjskole, og STU Rendbjerg (underafdeling af aflastningshjemmet Rendbjerg). 280 timer af årligt 840 timers undervisning er praktiktid.