Miniature-messe i småtings-afdelingen

Messe. Aabenraa Dukkehusklub inviterer til åbent dukkehus lørdag, 8. marts

Rødekro: Set ud fra antal medlemmer kan man godt betegne Aabenraa Dukkehusklub som en lille forening uden at fornærme nogen. Men når man ser, hvad medlemmerne beskæftiger sig med hver tredie mandag i Borgerhuset i Rødekro, får ordet "lille" en ganske anden betydning. For selv om vi befinder os i småtings-afdelingen, afkræver resultatet af flere timers nørkleri den største respekt.

Hér er simpelthen alt fra den store verden, designer møbler, frugt og grønt, ost fra osteboden, kød fra slagteren, varer fra købmanden, lamper og meget mere. Det er blot til en mindre verden.

"Alt er i skala 1:12, som er en international størrelse for dukkehus- og miniature-ting i hele verden," forklarer Kay Christensen fra Aabenraa Dukkehusklub.

"Klub" er måske for meget sagt. For det er gratis at være medlem.

"Vi har et begrænset antal medlemmer. Vi har ingen klubkasse, idet vi betaler diverse små-udgifter selv."

Aabenraa Dukkehusklub gør ikke meget væsen af sig selv. Og dog.

For lørdag, 8. marts, holder klubbens medlemmer åbent hus – dukkehus, så at sige – fra kl. 10-17, hvor dygtige miniature-håndværkere viser deres evner ved boderne.

Der er plads til 16 udstillere, fortæller Anette Jensen, formand for Aabenraa Dukkehusklub. Hun tilføjer i den forbindelse, at åbent hus arrangementet kan betegnes som en mini-messe.

"Dog uden forretninger eller virksomheder, der sælger miniature-ting. Kun dygtige amatører, der hér får mulighed for at vise og sælge deres ting."

Messen skal som sådan ikke skaffe penge til den tomme klubkasse.

Den har det ene formål at gøre opmærksom på dukkehus hobbyen, påpeger hun.

Dukkehusklubben har eksisteret siden september 2007.

Anette Jensen kom med i den, fordi hun inden da havde været flittig samler af dukkehuse.

"Jeg har haft et dukkehus oppe på loftet, siden jeg var barn. Det var ét, som min far havde lavet til mig. Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ville gøre mere ved det, når jeg gik på efterløn. Da der var gået et halvt år, havde jeg samlet ti dukkehuse."

Det blev endda til flere. For på et tidspunkt var Anette Jensen oppe på 60 – både store og små, dukkehuse eller butikker.

"Men jeg har solgt de fleste af dem – uden ejendomsmægler," tilføjer hun.

Nu koncentrerer hun sig om dukkehuse fra perioden 1950-1960.

"Det er de mest charmerende," synes hun. Selv om det tager meget af hendes tid. For eksempel når der skal pyntes op til jul i dukkehuset. For selvfølgelig er også alle nisser og guirlander lavet i målestoks-forholdet 1:12.

"Det tager det meste af en dag at gøre rent i dukkehuset.

Det kan virke underligt, at voksne "leger" med dukkehus.

Det er dog ikke leg – men snarere en hobby. Ligesom det er en fritidsbeskæftigelse at samle på frimærker, at spille bridge eller dreje ting i træ.

At fremstille ting i skala 1:12 kræver nemlig stor akkuratesse og koncentration.

Det kender Arne Madsen alt til, når han fremstiller små pakker smør, ølkasser eller frugt til sin købmandsbutik.

Nogle gange har han kun et foto at gå efter, hvorefter kan selv tegner og klistrer – senest en pakke Rich’s kaffe-erstatning.

Også Kay Christensen sætter en ære i at fremstille alt selv: dukkevogne, en vaskemaskine – eller små pensler.

"Vi har hver især vores specialer. Nogle broderer eller strikker. Vi har én, der strikker gardiner af sytråd på en pind 0,7, andre benytter sig af genbrugsmaterialer for at fremstille ovne eller pander af brugte champagne-lukninger. Jeg er lige nu i gang med at lave kager og brød," fortæller Anette Jensen.

Nogle tager det ikke så tungt med målestoksforholdet. De tilpasser bare dukkehuset derefter.

"Vi ved, at der er mange, der dyrker deres hobby i det skjulte - nok fordi de er lidt usikre på, hvad mon andre tænker derom. Derfor har vi lavet denne miniature-messe for dukkehus-entusiaster, hvor alle bare kan komme og se, hvad vi laver. Og hvordan vi laver tingene, idet vi har arbejdende stande ved messen," forklarer Kay Christensen.

Messen er både for voksne og for børn.

"Egentlig kun for voksne. Børn må selvfølgelig gerne komme med – men de må ikke pille," smiler Kay Christensen.

Der er gratis entré.