Særlige tilbud og fotokonkurrence

handel: I forbindelse med dyrskuet er der lavet en fotokonkurrence, og så er der gode tilbud i byens butikker

ribe dyrskue: Ribe Handelsstandsforening og Ribe Dyrskue byder alle velkommen til Ribes smukke, spændende og meget fotogene dyrskue-jubilæum på fredag.

Det er i år er 150 år siden, at der første gang blev holdt dyrskue i Ribe.

Ribe Handelsstandsforening har altid været en del af skuet. Således også i år, hvor forretningerne har en række gode tilbud til skuets 8.000-9.000 gæster.

- Der vil i mange forretninger være en lille ekstragave til de, der har dyrskuearmbåndet på, fortæller formand for Ribe Handelsstandsforening, Poul Anker Nielsen.

Med armbåndet viser man, at man har været gæst på dyrskuepladsen. Og det giver særlige tilbud.

Ligeledes har dyrskuet taget initiativ til en fotokonkurrence, som er åben for alle. Der er udloddet en særlig flot præmie til den, der tager skuets bedste og mest charmerende foto.

Alle, der vil deltage i konkurrencen, kan aflevere højst tre fotos til Click foto senest tirsdag 4. august 2015 ved lukketid. Man kan enten sende med mail til ribefoto@click.dk eller komme ned i butikken med sine fotos.