Focus er tilbage i sporet

Biltest: Fords C-klasse bil har fået smartere design ude og inde og en hel masse mere. Vi prøver Focus 1.5 EcoBoost Titanium til 302.340 kroner.

Lækkeri: Fra førersædet i ugens testbil er der udsigt til et veldesignet instrumentbord med en stor touchskærm. Display og ure er let læselige og materialerne er i bedste kvalitet.

Der er kommet meget mere styr på kontakterne i denne faceliftede version og jeg glæder mig over, at det er muligt at se alle tripcomputerens oplysninger samtidig.

Videnen om, at Ford er førende inden for udviklingen af allergivenlige materialer gør opholdet i Ford Focus 1.5 EcoBoost Titanium endnu mere behageligt. Konklusion: Focus-kabinen er en premiumbil værdig.

Det samme er det ydre design. Ford har siden Escort blev til Focus været ude på en designmæssig slingretur, men nu er Focus tilbage i sporet. Fronten er bare så lækker - og så er det vel mindre vigtigt, at grillen er lånt fra Aston Martin.

Men konklusionen er, at front og kabinedesign er til 12 med en pil opad med kors, bånd og stjerner på. Kabinen er dog ikke perfekt. Der er nemlig for lidt plads ved bagsædet.

Bagagerummet er på 363 liter - det er 17 liter færre end der er i konkurrenten VW Golf. Det koster godt 20.000 kroner at vælge stationcar.

Blandt de dyre

Når jeg bringer Golf på banen, er det fordi Focus og Golf begge koster fra 209.000 kroner og hører til de dyreste i C-segmentet, når vi ser bort fra premiumbilerne fra BMW og Audi. De fleste konkurrenter har en indgangsmodel lige under 200.000 kroner.

Men det skal med, at der kun er to udstyrsniveauer hos Focus, Trend og Titanium, og at Trend kan opfylde de flestes behov.

Det er vovet at lægge sig prismæssigt ved siden af selveste Kong Golf, men Ford Focus er en værdig udfordrer, som i flere discipliner kan placeres side om side med premiumbilerne.

På et område kan Focus dog slet ikke konkurrere med Golf, og det er på salget. Golf ligger nummer fem på årets salgshisliste med 2190 solgte. Focus er nummer 23 med 1266 solgte.

Kraftigste motor

Ugens testbil har seriens kraftigste motor. Det er en 1.5 EcoBoost med 182 hk. Det gør ikke bilen til en racer - den er behageligheden selv at køre. Træd bare speederen i bund og du mærker en kraftig fremdrift og en let snerren. Det er det hele.

Det er flot, at testbilen har en opgivelse på 18,2 km/l. Ved pæn kørsel når jeg 15,9 km/l og testgennemsnittet lægger sig på 13,8. Men det er pæne tal for en bil med så mange muskler.

Dyr diesel

1.5 findes også med 150 hk. Den er 20.000 kroner billigere, men har samme forbrugsopgivelse. Basismodellerne har 1.0 med 100 og 125 hk og opgivelser på 23,3 og 21,7 km/l.

Hvis man skifter testbilens 182 hk ud med 150 dieselheste, koster det ekstra 43.000 kroner. Det er for mange penge, for opgivelsen stiger kun fra 18,7 til 22,7 km/l.

Jeg kan godt blive fristet af 1.5 TDCI ECOnetic 105 hk, der er opgivet til 29,4 km/l. Den koster med testbilens Titanium-udstyr 278.290 kroner.

Underholdende

Uanset hvilken motor der vælges, så følger der forbilledlige køreegenskaber med. Det er underholdende at køre ugens testbil - ikke kun fordi der er mange kræfter at gøre godt med. Styretøjet er sporty, gearskiftet er en anelse til den bløde side og affjedringen er sporty og behagelig på en og samme tid.

For at løfte underholdningen yderligere ville jeg dog gerne have haft Fords karaktergivning for øko-kørsel samt ure til den meget effektive start/stop. Men begge mangler.