• 
  Ifølge Knud Romer er julefrokoster med til at definere menneskets status i livet. Arkivfoto: Anne Prytz Schaldemose

julefrokosten: I dag kan mediemennesket Knud Romer i en alder af 55 år, se tilbage på de sidste to årtier med en følelse af at være værdsat.

En succesrig tid som reklamemand i 90’erne, blev afløst af De Gyldne Lauerbær for bogen ’Den som blinker er bange for døden’ i 00’erne, hvilket resulterede i en status som feteret meningsdanner i diverse kulturprogrammet samt en plads bag mikrofonen i sit helt eget program på Radio 24syv.

En dans på bordene

Men Knud Romers liv har ikke altid været en dans på roser. Eller rettere en dans på bordene. For ifølge Knud Romer, så er julefrokoster med til at definere menneskets status i livet:

– Julefrokoster er med til bestemme hvem vi er og hvilke fællesskaber, vi er en del af, indleder Knud Romer med morgenkaffen i hånden ved spisebordet i sit hus på Falster:

– I Danmark har vi tre store fester i december måned. Juleaften, som vi fejrer med familien, Nytårsaften, som vi holder med vennerne og så julefrokosten, som er sammen med kollegaerne på arbejdet, forklarer Knud Romer.

For ham er julefrokosten nemlig ikke noget, der fejres med familien. Knud Romer voksede op på Falster med en dansk far, men også med en tysk mor og her var de danske traditioner for sild, snaps og frikadeller ikke en naturlig del af julen:

– Man skal vide, at julefrokosten findes, for at blive en del af den. Og det vidste vi ikke noget om i vores familie dengang. Hjemme hos os havde vi ikke et langt bord med venner spisende omkring det. Og af den simple grund, at vi ikke havde venner. Faktisk opdagede jeg først, at julefrokoster eksisterede da jeg kom i gymnasiet, forklarer Knud Romer og fortsætter:

– Og så begyndte jeg at holde julefrokoster for min far og mor. Men jeg sad altid og så på den sidste stol omkring bordet, der stod tom. Den stol viste os, at vi ikke var integreret i det danske samfund.

Da anerkendelse kom

I Dronningens Nytårstale sendes der hvert år en hilsen til de ensomme og ifølge Knud Romer er det vigtigt, at vi alle tager denne hilsen til os:

– Jeg har siddet på randen af samfundet og været ude af fællesskabet. Og den måned, hvor det gjorde mest ondt var december. For det var hér, at man blev fortalt, hvem man var, ved ikke at være med til julefrokoster.

Knud Romer var 36 år før han fik sit første rigtige job. Og med det fulgte også en invitation til en julefrokost med kollegaerne:

– Det var en fryd. Man følte sig værdsat og man følte, at man havde fået en identitet. Jeg kan huske, at jeg til min første julefrokost drak en hel flaske snaps af ren og skær glæde over at være en del af et rigtig, dansk fællesskab. Jeg følte mig anerkendt.

Et karneval

Og det gør han stadigvæk. For julefrokosterne på arbejdet opfatter han fortsat som en indikation på, at han er en del af fællesskabet. Og han nyder at være med til festen:

– Det er lidt ligesom et karneval, hvor man går amok i socialt kontrollerede rammer. Verden vendes på hovedet, hierarkiet sættes ud af spil og for en aften er receptionisten konge i biksen. Men det er vigtigt, at man som gæst går med på legen og danser på bordene. For gør man ikke det, så ender man med, at være udenfor selskabet. Og det går jo ikke. For så er det jo forfra igen, slutter Knud Romer.