Kvinder elsker at mad-prale

Mad: Næsten hver tredje kvinde lægger billeder op af deres julefrokost-præstationer.

Se mig: De fleste af os kender det: Vores Instagram- og Facebook-feed flyder med eksotiske retter, der ligner noget, som kunne være serveret på en gourmetrestaurant.

Kun når det er pænt

Især kvinderne er flittige til at lægge billeder af mad op på sociale medier. Næsten hver tredje kvinde lægger nemlig billeder op af mad, de selv har lavet. Til sammenligning er det otte procent af mændene, der deler billeder af deres kokkerier. Det viser en ny undersøgelse, som Karolines Køkken har foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.

Graver man lidt dybere, viser undersøgelsen også, at de fleste danskere deler madbilleder, når de har gjort sig særligt umage, og når maden er anrettet pænt.

– Mad er blevet et værktøj til selviscenesættelse for rigtig mange danskere. Derfor deler vi også i overvejende grad billeder af vores ypperste præstationer i køkkenet. Det er godt, hvis vi inspirerer hinanden via appetitlige billeder på sociale medier. Men filmen knækker, hvis det betyder, at vi stiller urimeligt høje krav til os selv, fordi vi tror glansbilledet er en troværdig refleksion af vennernes hverdag, siger Tove Færch, leder af Karolines Køkken gennem 21 år.

Undersøgelsen viser også, at internettet er danskernes foretrukne medie til inspiration til madlavning i hverdagen. Således siger 42 procent af danskerne, at de henter inspiration på nettet, når de skal i køkkenet.

Det betyder dog ikke, at de gode gamle kogebøger er på vej ud. Især børnefamilierne er nemlig glade for kogebøgerne, som hele 43 procent bruger til inspiration i hverdagen.