Skyd genvej til julegodterne

Lækkerier: Det behøver ikke være besværligt at lave dine egne julegodter.

Jul på dåse: I en tid, hvor det er overskudsagtigt at servere hjemmelavet mad, kan det være svært at følge med, hvis det ikke er overskud, du har mest af. Her får du nogle nemme tips til alligevel at kunne servere lidt sødt til dine julefrokostgæster, når de skal sunde sig oven på et måltid med kød og kål.

Du behøver nemlig ikke stå og koge en karamel, der skal have konstant opmærksomhed i flere timer, og du behøver heller ikke bruge mange og eksotiske ingredienser for at lave din egen kokosbar eller lækre is, som sagtens kan erstatte ris a’ la manden.

Kondenseret mælk er din bedste ven i en presset tid, og den finder du i stort set alle supermarkeder.

Disse tre opskrifter kan du sagtens lave på en aften, og alle gæsterne vil give dig et anerkendende nik for din indsats, der smager af mere, end de kræfter, der er lagt i.

Bounty

Du skal bruge: en dåse kondenseret mælk, 300 g. kokosmel (helst fintrevet. Den fra Lidl er god), 400 g. overtrækschokolade, evt. lidt pynt til at drysse på.

Bland den kondenserede mælk med kokosmelet, fordel det i en bradepande og ”klap” det fladt i en tykkelse, du synes er passende. Læg massen i fryseren i et par timer.

Smelt chokoladen og skær imens kokosmassen i passende tern. Dyp dem i chokoladen og lad dem tørre. Drys evt. med noget pynt.

Is a’ la ris a’ la mande

Du skal bruge: en dåse kondenseret mælk, 1/2 liter piskefløde, lidt kirsebærsauce.

Hæld den kondenserede mælk og fløden op i en skål. Pisk det sammen til det får en cremet konsistens, og du kan se sporene efter piskerisene. Hæld massen over i en beholder, og sæt den i fryseren i en times tid.

Tag isen op af fryseren og bland en passende mængde kirsebærsauce i. Stil den igen i fryseren.

Du kan blande hvad som helst i isen: Daim, makroner vendt i lidt likør, bær, lakridssauce...

Karameller med kondenseret mælk

Du skal bruge: en dåse kondenseret mælk, 120 g. smør, en klat honning, 150 g. brun farin. Evt. lidt gourmetsalt.

Smelt ingredienserne langsomt i en gryde til sukkeret er smeltet. Der skal røres jævnligt.Skru op for varmen og lad massen koge mens du rører godt i den. Bliv ved til den er sej og har fået farve. Det tager ca. 10-15 minutter. Tilsæt dit eget fyld, hvis du har lyst til det. Det kunne være chokolade, saltede peanuts, pistacienødder eller mandler.

Hæld massen over i en form, så den har en højde på ca. en cm. Lad den køle af. Det tager nogle timer, før den er helt klar.