Endnu en omgang i Monaco

Igen i år er flere kørere fra lokalområdet klar til at kæmpe om sejren i Rally Monte-Carlo Historique, der indledes på fredag

monaco - Ialt seks danske hold deltager i Rally Monte-Carlo Historique 2016 – og blandt dem er der flere lokale.

Fra Horsens deltager Toni Hansen i sin Audi 80 GLE fra 1979. Ved sin side har han co-driver Per Brodersen, der kommer fra Lem.

Horsens-holdet har nummer 24, og deres hidtil bedste resultat er en 14. plads fra 2014.

Fra Skanderborg deltager debutanterne Søren Bunk og Jakob Knudsen, der kører i en Porsche 911 SC fra 1979. De har nummer 213, og er med for første gang i verdens største historiske rally, hvor mere end 300 mandskaber deltager i den ugelange dyst.

2600 kilometer ræs

Tidligere har også vejlenseren Bent Mikkelsen, forhenværende direktør for De Danske Bilimportører, deltaget i det legendariske rallyløb, men han er sprunget over de seneste to år.

De tre danske hold starter rallyet på fredag den 29. januar i Bad Homburg tæt ved Frankfurt, hvorfra der lægges ud klokken 12.30.

Fem døgn senere slutter løbet i Monaco, hvilket vil sige onsdag den 3. februar tidligt om morgenen.

I den periode vil holdene - såfremt de fuldfører løbet - have kørt i omegnen af 2600 kilometer.

Undervejs møder deltagerne 14 forskellige specialetaper, hvor der skal køres med ofte uopnåelige gennemsnitshastigheder ad bjergveje i op til 1600 meters højde.

Man kan finde mere information om løbet på acm.mc/en/rallye-monte- carlo-historique.